To gange om året, forår og efterår mødes turismevirksomhederne – og alle andre med interesse for turisme, for at skabe et overblik over turismen i Stevns Kommune. Det er Stevns Erhvervsråd, Stevns Kommune, Destination SydkystDanmark og Stevns Klint Verdensarvkontor, der er værter ved mødet og deler deres viden.
Denne dag i november handlede det primært om sommersæsonen 2022. Hvordan er det gået? Hvor mange besøgende har der været? Hvad er lykkedes og hvad har der været af udfordringer?
Der blev også tid til at se på de projekter, der allerede er i gang frem mod 2023. Og endelig god åben dialog med deltagerne, som bød ind med deres tanker, erfaringer, forslag og nye initiativer. Hvis man skal sætte et fælles ord på inputs fra turismeaktørerne, så er det ”samarbejde”. Der er en stor vilje til at inddrage andre virksomheder, skabe nye oplevelser sammen og til at dele information med hinanden.
Stevns Kommune arbejder på at skabe flere gode pladser til autocampere, samtidig med at der er stort fokus på konkrete projekter fx renovering af Pyramiden i Boesdal Kalkbrud og ny skiltning langs klinten.
Stevns Klint Verdensarvkontor glæder sig til at fejre 50-året for Verdensarvskonventionen. Samtidig bliver der arbejdet videre med Partnerprogrammet, som skal skabe bæredygtig udvikling af hele destinationen – hele året.
Stevns Erhvervsråd har fået nye ansigter og snart kommer der en særlig turismesektion på hjemmesiden. I den kommende tid, kommer der også mange turisme-relaterede projekter og der bliver arbejdet videre med Alternative overnatningsformer og Stevns Outdoor.
Destination SydkystDanmark havde overblikket og tallene med for sommeren 2022, og den gode nyhed er, at danskerne stadig er rejselystne og stadig gerne vil opleve Danmark, vi holder bare lidt mere på pengene. Der vil blive markedsført mere til det tyske marked og så lancerer Destination SydkystDanmark en ny destinationsapp, der skal hjælpe turisterne til bedre at finde virksomhederne.
Spørg mig
Cathleen Diana Pedersen er turismekonsulent i Stevns Erhvervsråd. Hun vejleder og hjælper virksomhederne og arbejder samtidig med at udvikle Stevns som turismedestination.
Har du en virksomhed, der direkte eller indirekte arbejder med turisme? Eller vil du gerne sparke gang i noget større, der samarbejder med andre virksomheder på tværs af brancher? Så er Cathleen den du skal tage fat i.