“Jeg har ikke råd til at lade være”

Allan Nielsen driver den danske afdeling af Topmarine og arbejder med design, levering og etablering af maritime løsninger. Mød den anden af tre virksomheder, der alle bruger generativ AI i deres drift, produktion og udvikling. Vi har spurgt ind til, hvordan de bruger det og hvad deres erfaringer er.

En stor del af Allans arbejde består i at skrive tilbud, projektbeskrivelser og dokumentation til kunder.

“Jeg er meget overbevist om, at AI er et værktøj, som alle virksomheder før eller siden bliver nødt til at implementere. Tidsmæssigt er det helt vildt, hvor meget tid det kan spare i hverdagen. Jeg kan i princippet spare flere dages arbejde ved at bruge det rigtigt.”

Detaljeret og præcis tekst

”Jeg dikterer detaljerne for hvordan projektet skal se ud, hvordan det skal bygges, og hvad løsningen indeholder. Derefter kan jeg bede AI om at formulere det som en projektbeskrivelse eller en tekst til et tilbud,” forklarer Allan, og tilføjer:

“Samtidig laver jeg en AutoCAD-tegning af projektet, som jeg vedhæfter. Kombinationen af en velformuleret tekst og en teknisk tegning gør, at kunden både kan læse og se løsningen. På den måde er det meget sjældent, at der opstår tvivl om noget som helst.”

Standardforbehold

“Jeg får også hjælp med at formulere standardforbehold som fx betalingsbetingelser, leveringsforhold og garantier. Når først de er lavet, kan de vedhæftes hver gang jeg sender et tilbud.”

Et ”gætteværktøj”

Det er tydeligt, at Allan har stor glæde af AI i sit arbejde, men han er også opmærksom på de faldgruber, der er.
“Det er vigtigt at huske, at AI er et gætteværktøj. Det hjælper dig langt hen ad vejen, men det løser ikke opgaven 100 procent. Man skal stadig selv læse det igennem og lave de små justeringer.”

Trods det, er Allans konklusion klar: “Der er egentlig ingen grund til ikke at bruge AI i sin virksomhed. Det gør mange ting både nemmere, hurtigere og mere professionelle.”

Medlems- og interesseorganisation for hele erhvervslivet

Bliv en del af Stevns Erhverv