Der er et stærkt sammenhold og netværk i Stevns Kommunes erhvervsliv, og det skal nye virksomheder også kunne være en del af. Derfor skruer vi op for netværksaktiviteterne til efteråret.
Størstedelen af erhvervslivet i Stevns Kommune er etablerede virksomheder, der kender hinanden i tætte netværk, hvor folk samarbejder og rådgiver hinanden. Det er en stor styrke for virksomhederne i området, men når man kommer som ny tilflytter eller iværksætter kan det være svært at se netværket udefra. Derfor er det vigtigt at hjælpe virksomhederne ind, mener erhvervs- og iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen:
-Folk ses jo meget i private sammenhænge, og så samarbejder de på kryds og tværs. Det er fantastisk og kan sikre et dynamisk, lokalt erhvervsliv, så derfor skal vi gøre, hvad vi kan, for at facilitere, at også nye virksomheder kommer ind og tager del i de lokale netværksmuligheder.
Nye iværksættercaféer skal være relevante
Efter juli måned begynder en række initiativer, der tilsammen skal styrke netværksmulighederne i området. Der er planlagt 4 iværksættercaféer til efteråret, som tager udgangspunkt i et fagligt tema og som giver mulighed for en uformel del med socialisering og netværk:
– Det er vigtigt, at der er noget relevant at komme for, for ellers gider man jo ikke deltage. Vi udvælger nogle temaer, som virksomhederne er optagede af og efterspørger, siger Jesper Yde Knudsen.
Startup Stevns bliver et mødested for erhvervet
Et andet projekt, Jesper Yde Knudsen ser frem til, er udsigten til det nye kontorfælleskab Startup Stevns, hvor der vil blive afholdt arrangementer for iværksættere. Det håber han også, de etablerede virksomheder vil støtte op om:
-Der er rigtig gode muligheder for, at nye virksomheder kan lære af nogen, der har gjort det før. Etablerede virksomheder kan få ny inspiration eller måske en ny leverandør ved at hjælpe de nye på vej. Det giver mening for alle parter, fortæller Jesper Yde Knudsen.
Det første netværksmøde vil blive afholdt d. 23. august 2019 og temaet er “Verdensarv for iværksættere”.