Hun er oversat til otte forskellige sprog, solgt som tv-serie, og så har hun brugt Stevns som kulisse til hendes seneste roman. Stevns Erhvervsråd har mødt forfatteren der, hvor hun har siddet på tænkebænken og udtænkt plottet til Vølvens Vej: Snehild.
Vinden river godt i træerne denne januar formiddag ved Himlingøje. Heldigvis er der varm kaffe på termokanden, når vi snakker med den lokale forfatter, Anne-Marie Vedsø Olesen. Hun har skrevet den første ud af foreløbig tre bind, der foregår omkring Elverhøj, Himlingøje og Tryggevælde Å. Anden bog i serien ligger i støbeskeen og står det til forlaget, Lindhardt og Ringhof, kan der meget vel komme flere historier fra Stevns.
Stevns Erhvervsråd har snakket med den lokale forfatter om at være forfatter, ensomhed i sin dagligdag, business og Stevns. ”Jeg har aldrig følt mig så forretningsorienteret som forfatter, som jeg gør nu, så der er virkelig gang i forretningen,” fortæller hun.
Når vi taler om erhverv, tænker mange på produktionsvirksomheder, håndværkere eller detailhandel, men noget erhverv er mindre direkte synligt og har alligevel stor betydning for et lokalområde som Stevns. Når en forfatter sætter kulissen for sine bøger i Stevns, så spreder det ringe i vandet til andre virksomheder og brancher.
Anne-Marie Vedsø Olesen er med til at sætte Stevns på landkortet og skabe opmærksomhed omkring området. Vi glæder os til at følge hendes arbejde i fremtiden og se hvad det bringer med sig.