Det væltede ind med gode idéer, da Stevns Erhvervsråd i slutningen af marts inviterede foreninger og interesserede borgere til workshop om, hvordan vi kan markedsføre Stevns Kommune overfor potentielle nye borgere og virksomheder.

De mange idéer munder ud i websiden komtilstevns.dk, som medarbejdere i Stevns Erhvervsråd har arbejdet flittigt på at realisere siden workshoppen. På siden kan besøgende læse om, hvad Stevns har at byde på, hvis du vælger at flytte familien eller virksomheden til kommunen. Siden er delt op i tre sektioner med hver deres fokus; bosætning, erhverv og fritid, som med ord, billeder og video sætter fokus på Stevns’ kvaliteter.

Siden giver et overblik over nogle af de væsentligste punkter, som mulige tilflyttere typisk har med i deres overvejelser: huspriser, institutioner, transportmuligheder, indkøbsmuligheder, natur- og fritidsliv. Ligesom interesserede virksomheder uden for kommunen kan finde ledige erhvervsgrunde og -lokaler og kan blive klogere på kommunens erhvervsklima og rammevilkår. Siden kommer samtidig til at indeholde en lang række links til relevante aktører i kommunen.

Må vi filme eller fotografere i din virksomhed?

Inden siden kan blive lanceret, mangler der at blive produceret forskelligt indhold. Det drejer sig eksempelvis om billeder og videoer fra kommunen bl.a. fra erhvervslivet. Derfor hører vi meget gerne fra dig, hvis vi må komme forbi din virksomhed og fotografere eller filme, mens dig og dine kollegaer arbejder.

Hvis du er interesseret, kan du kontakte os på tlf. 24764001 eller info@stevnserhvervsraad.dk

Fortæl os, hvad der gør Stevns til et dejligt sted at bo og drive virksomhed

Den bedste markedsføring af Stevns kommer fra stevnsboerne selv. Derfor er vi i øjeblikket ved at indsamle citater til hjemmesiden, hvor borgere og erhvervsdrivende fortæller om fordelene ved at bo eller drive virksomhed på Stevns.

Vil du gerne være med til at markedsføre Stevns, så endnu flere potentielle tilflyttere får øjnene op for kommunen? Så send os et par linjer, hvor du beskriver hvad du godt kan li’ ved at bo og/eller drive virksomhed på Stevns. Citatet skal sendes til info@stevnserhvervsraad.dk.