Da Stevns Klint d. 23. juni blev optaget på UNESCOS verdensarvsliste, var det en gave til det stevnske erhvervsliv og ikke mindst turistbranchen. Men selvom optagelsen er en gave, kommer turisterne og den øgede forretning ikke af sig selv. Det kræver nytænkning, udvikling og ikke mindst dialog.

Erfaringen fra andre steder i verden viser, at en optagelse på verdensarvslisten kan betyde op til 30-40 % flere turister til Stevns, og det vil sætte sine spor. Det oplever Helle Merethe Jørgensen, der driver guidevirksomheden, OplevStevns.dk, allerede.

– Det er blevet rigtig populært at besøge Stevns Klint og sammenlignet med andre år, hvor jeg har færdes alene på klinten, er det nu sjældent, at jeg oplever ikke at møde nogen, fortæller Helle Merethe Jørgensen.

Men hvordan kan en lille stribe af Fiskeler langs Stevns Klint have så stor en betydning for Stevns og hele det stevnske erhvervsliv? Ifølge Tove Damholt, der er direktør for Østsjællands Museum og leder af Udviklingsgruppen Stevns Klint, er Fiskeleret vigtigt, fordi det fortæller en historie, der har betydning, ikke kun for os her på Stevns, men for nuværende og kommende generationer i hele verden.

– Mennesket er jo blot en lille bitte del af hele livets udvikling gennem tiderne, som f.eks. også inkluderer dinosaurerne, og det er den evolution, som Stevns Klint er blevet et monument for, forklarer Tove Damholt.

Målet er bæredygtig turisme

Men én ting er, at turisterne nu strømmer til Stevns. Noget andet er, om de erhvervsdrivende er klar til at modtage dem.

Det skal det nyetablerede netværk for turisme og oplevelsesøkonomi hjælpe til med. Netværket åbner op for dialog blandt turismeaktørerne og kommunen. Dermed er det et vigtigt redskab i målsætningen om en bæredygtig turismeindustri på Stevns, der ikke belaster naturens ressourcer unødigt.

– Det offentlige har et interessefællesskab med erhvervslivet og verdensarvsgruppen, og det er vigtigt, at vi i fællesskab får defineret en strategi for, hvordan vi får udnyttet det kæmpe potentiale, som Stevns Klint giver til alle på Stevns, ikke blot når det kommer til turisme, men også i forhold til bosætning og kultur, forklarer Tove Damholt.

Øget bosætning kan også være en afledt effekt af Stevns Klints øgede popularitet.

– Det er som om, Stevns fra den ene dag til den anden er blevet anerkendt, og jeg hører fra folk i København, at det rent faktisk er blevet “cool” at bo på Stevns, forklarer Helle Merethe Jørgensen, der selv er født og opvokset i Højerup.

For at tage godt imod det øgede antal turister havde Østsjællands Museum over sommeren udvidet deres åbningstider og sat ekstra bemanding på for at tage i mod de nye gæster. Det er planen, at der i samarbejde med Stevns Kommune, Selskabet Højeruplund og Udviklingsgruppen Stevns Klint, fremover skal etableres et besøgscenter i Højerup.