Sidste år søsatte Verdensarv Stevns partnerskabsprogrammet, der linker virksomheder med verdensarven. Nu er det atter muligt at søge om partnerskab, og onsdag d. 17.maj er der informationsmøde for alle interesserede.

Ved lanceringen af Stevns Klint Partnerprogram i juni 2016 blev 29 meget forskellige erhvervsdrivende, virksomheder, organisationer og kunstnere optaget. Partnerprogrammet er et samarbejde mellem partnerne og Verdensarv Stevns for både at udbrede kendskabet til kernefortællingen om Stevns Klint som verdensarv og for at understøtte og fortælle om dem, der arbejder med og omkring verdensarven.

– Det har været et spændende år med udvikling af partnerprogrammet, fortæller site manager på Verdensarv Stevns, Naja Habermann, og nu er vi klar til en ny optagelsesrunde.

Derfor er der informationsmøde om partnerprogrammet onsdag d. 17. maj i Tinghuset i Store Heddinge, hvor både Stevns Erhvervsråd og Verdensarv Stevns til daglig holder til. På den første del af informationsmøde fortæller partnerudvalget om partnerprogrammet. Derefter kan man stille spørgsmål og man kan få hjælp til ideer og planer, der matcher partnermuligheden.

Sådan bliver man partner

Der er ikke begrænsninger på typen af ydelser, produkt, virksomhed eller organisation, der kan blive partner, ligesom det ikke er et krav, at man driver virksomhed i Stevns. Men der er tre forudsætninger, som skal opfyldes for at kunne søge om partnerskab:

– Produkt eller ydelse skal have en tilknytning til Stevns Klint

– Produkt eller ydelse af høj kvalitet

– Produkt eller ydelse skal formidle kernefortællingen om Stevns Klint, fx skriftligt eller mundtligt.

Ansøgningsfristen for nye partnere er 1. juni 2017 kl. 9.00 via skemaet på stevnsklint.org.

Alle ansøgninger gennemgås af partnerudvalget, der består af repræsentanter fra Stevns Erhvervsråd, Nordisk Center for Fødevarer, SydkystDanmark, Stevns Turistforening, Østsjællands Museum, Lokal Referencegruppe og Verdensarv Stevns. Man kan forvente svar medio juni og der er fejring af de nye partnere til verdensarvsdagen d. 30.juni.

Det får partnerne

Alle, der godkendes som partner, får ret til at bruge det unikke partnerlogo, partnercertifikat samt omtale i fælles markedsføring. Desuden tilbydes forskellige kurser og mulighed for gratis brug af verdensarvscampingvognen til arrangementer, markeder osv.

Hør mere til informationsmødet

Informationsmøde for alle interesserede, onsdag d.17. maj klokken 18-20 i Retssalen, Tinghuset, Algade 8, Store Heddinge. Tilmelding er nødvendig, og skal ske senest 15. maj på info@stevnsklint.org, da der bliver lidt at spise undervejs.

Læs mere om partnerprogrammet på stevnsklint.org.

Læs også: 29 virksomheder udnævnt til verdensarvspartner!