Stevns’ virksomheder har de seneste år oplevet en kraftig vækst i værdiskabelsen samtidig med, at antallet af virksomheder der lukker, er markant lavere end på landsplan. Dermed er kommunen for alvor kommet ud af finanskrisens skygge anført af en bygge- og anlægsbranche i vækst.
Det går godt for Stevns’ virksomheder – med en vækst i værdiskabelsen på 14% fra 2013 til 2015 har kommunens virksomheder oplevet større vækst, end det er tilfældet i resten af regionen og på landsplan. Det viser nye tal fra VækstVilkår 2017, som netop er blevet offentliggjort af Center for Vækstanalyse.
Den kraftige stigning følger efter et par år i finanskrisens skygge, hvor Stevns’ virksomheder havde en lavere værdiskabelse. Finanskrisen ramte særlig hårdt på Stevns, hvor knap hver fjerde virksomhed tilhører den konjunkturfølsomme bygge- og anlægsbranche. Nu ser det ud til at udviklingen for alvor er vendt, og væksten i værdiskabelsen er netop båret frem af vækst i bygge- og anlægsbranchen, som fra 2013-15 har oplevet en vækst i værdiskabelsen på hele 47%.
Værdiskabelsen beregner forskellen på værdien af de varer og ydelser virksomhederne bruger, og værdien af de varer og ydelser, som de producerer, altså den værdi, som virksomhederne skaber, og er dermed et udtryk for, hvor godt det går for virksomhederne.
Markant færre virksomheder lukker
Finanskrisen ramte mange af de stevnske virksomheder, og i 2011 var kommunens virksomheder hårdere ramt af konkurser end mange af de øvrige kommuner i regionen, men også her er udviklingen vendt.
Antallet af virksomheder, der må dreje nøglen om i Stevns Kommune, er nu på et væsentligt lavere niveau end i regionen og på landsplan. Exitraten, der beskriver antallet af virksomheder, der lukker eller flytter ud af kommunen i forhold til den samlede virksomhedsmasse lå i 2014-16 ekstremt lavt på 2,2%. Til sammenligning var exitraten i resten af Region Sjælland på 6,5%.
Udviklingen glæder erhvervschef i Stevns Erhvervsråd, Thomas Christensen,
– Det er først og fremmest vores dygtige virksomhedsejeres fortjeneste, at vi nu ser flere virksomheder som ikke bare overlever, men som også øger væksten. Når det så er sagt, så mener jeg også, at vi fra Stevns Erhvervsråds side med de tilbud, som vi sammen med Stevns Kommune udbyder til virksomhederne, har været med til at skubbe mange virksomheder i den rigtige retning. Vores vejledning, kurser og vækstforløb er med til at sætte vækst og nedbrydning af vækstbarrierer på dagsordenen hos virksomhedsejerne, og vi gør, hvad vi kan for at holde dem til ilden, forklarer erhvervschefen.
Læs mere om Stevns Erhvervsråds tilbud til virksomheder
Forventer flere arbejdspladser i byggeriet
Selvom bygge- og anlægsbranchen i øjeblikket oplever en kraftig vækst, har det indtil videre ikke ført til flere job inden for branchen i Stevns Kommune. Hvis man modregner en række stillinger, som er blevet rykket ud af kommunen i forbindelse med flytningen af en større entreprenørvirksomhed, har branchen holdt status quo igennem de seneste år. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere arbejdspladser i kommunens bygge- og anlægsvirksomheder, mener erhvervschef Thomas Christensen.
– Bygge- og anlægsbranchen i Stevns kommune blev hårdt ramt af finanskrisen, og det har taget længere tid for vores virksomheder at få fodfæste igen. Nu er virksomhederne igen på vej frem, og vi ser allerede, at der bliver skabt flere arbejdspladser i bygge- og anlægsbranchen på landsplan og i regionen. Det er kun et spørgsmål om tid før Stevns’ virksomheder følger med, lyder det fra erhvervschefen.