Efter 15 år i spidsen for Stevns Erhverv har direktør Thomas Christensen valgt at søge nye udfordringer. Fra årsskiftet skifter han arbejdet med erhvervsudvikling ud med en stilling som sekretariatsleder i Roskilde Golfklub, hvor han får mulighed for at forene sin store fritidsinteresse med sit arbejdsliv.

Thomas Christensen har været en del af Stevns Erhverv siden foreningens etablering for 15 år siden og har gennem alle årene arbejdet engageret for at skabe gode rammer for det lokale erhvervsliv. Som chef for Stevns Erhvervs sekretariat har han samlet et team af stærke kompetencer, der alle har arbejdet mod samme mål: at styrke forholdene for virksomhederne og støtte deres udvikling.

Bestyrelsen har modtaget hans opsigelse med forståelse for ønsket om at prøve kræfter med noget nyt.

Thomas har gennem 15 år lagt et enormt engagement i Stevns Erhverv og i arbejdet for kommunens virksomheder. Han har været en dedikeret ambassadør for det stevnske erhvervsliv, og vi skylder ham en stor tak for hans indsats. Vi har fuld forståelse for, at han nu ønsker at bruge den næste del af sit arbejdsliv på at kombinere sine faglige kompetencer med sin passion for golf, lyder det fra Kirstine Bergholdt Bjerre (Dambækgaard), bestyrelsesformand i Stevns Erhverv.

For Thomas Christensen er det et naturligt tidspunkt at tage hul på et nyt kapitel efter i alt 21 år med erhvervsservice, erhvervsfremme og interessevaretagelse som omdrejningspunkt for sit arbejdsliv.

Jeg har altid haft en særlig respekt for de mennesker, der tager springet og starter deres egen virksomhed og skaber arbejdspladser og udvikling i lokalsamfundet. De fortjener al den opbakning, som de kan få. Det har været 15 spændende år, hvor jeg sammen med mine dygtige medarbejdere engageret har arbejdet for at styrke de lokale virksomheder, og jeg mener bestemt, at vi er lykkedes med at gøre en positiv forskel for rigtigt mange. Jeg kommer til at savne virksomhederne og arbejdet med erhvervsfremme, samtidig med at jeg ser frem til at arbejde med noget, jeg også brænder for – nemlig golf, fortæller Thomas Christensen.

Bestyrelsen i Stevns Erhverv går nu i gang med at afklare, hvordan Thomas Christensens opgaver fremadrettet skal varetages.

Afskedsreception den 2. december

Inden Thomas Christensen takker endeligt af, inviterer Stevns Erhverv medlemmer, samarbejdspartnere og andre, der gennem årene har haft berøring med Thomas og foreningens arbejde, til afskedsreception.

Receptionen finder sted onsdag den 2. december kl. 15-17 2026 i Tinghuset, Algade 8, Store Heddinge.

Her bliver der mulighed for at takke Thomas for indsatsen gennem de mange år og ønske ham held og lykke med de nye udfordringer i Roskilde Golfklub.

Spørg mig

Thomas Christensen

Thomas Christensen

Direktør

Bliv medlem af Stevns Erhverv

Bliv medlem af Stevns Erhverv og få adgang til sparring, netværk og viden, der styrker din forretning.
Vi hjælper dig med alt fra puljer og tilskud til markedsføring, strategi og udvikling. Som medlem står du aldrig alene med dine udfordringer -  vi er din lokale erhvervspartner.