Crowdfunding kan være vejen frem for små og mellemstore virksomheder, der har svært ved at finde anden finansiering. Fænomenet har været kendt de sidste par år og vinder mere og mere frem også i Danmark.

Crowdfunding er et alternativ til fundraising, som er den formelle og traditionelle måde at rejse penge til projekter på. Fænomenet går ganske enkelt ud på, at du samler penge ind ved hjælp af dit eget netværk plus nye netværk. Hvis du vil have penge til at realisere projekter og idéer ved hjælp af crowdfunding, præsenterer du din idé på en hjemmeside. Her fra er det op til venner, familie, kollegaer og andre enkeltpersoner at støtte idéen. Det er altså ikke fagpersoner og kommunale puljer, der bestemmer, om dit projekt bliver en succes – det er dit eget netværk.

Her kan du fremlægge din idé eller projekt
Boomerang er den første og største danske hjemmeside, hvor du kan fremlægge din idé eller projekt. Her kan du rejse penge til projekter, der går ind under kategorier som iværksætteri, innovation, kunst og kultur.

Grundlæggeren af Bommerang, Michael Eis, fortæller, at crowdfunding stadig er meget nyt i Danmark, men det vokser dag for dag, hvor flere og flere får øjnene op for de muligheder, der her findes. Han tilføjer samtidig, at flere og flere gerne vil støtte innovative idéer.

I 2013 var der 800, der gerne ville have deres projekt præsenteret på Boomerang. Ud af dem endte 240 som aktive projekter på hjemmesiden med en succesrate på 40 %.

Det skal du lægge vægt på i din præsentation
For at få støtte til dit projekt, er det vigtigt, at du får lavet en god og skarp projektbeskrivelse, der sælger dit projekt til dit eksisterende og nye netværk. Det er når de læser din projektbeskrivelse, at de afgør om det er dit, de vælger at støtte, så der skal lægges noget arbejde i den.

Det er samtidig en rigtig god idé at lave en video, hvor du præsenterer dit projekt, dig, dit team og viser, hvorfor det netop er dit projekt, der skal have støtte. Michael Eis fra Boomerang firtæller, at de sidste fire års erfaringer viser, at projekter, der har en video-pitch, lang oftere opnår at indsamle det ønskede beløb eller mere, end projekter uden en videopræsentation.

Du kan besøge Boomerangs hjemmeside her, hvor du kan læse meget mere om crowdfunding, og hvordan du kommer i gang.